Profilfag:
Matematik A
Teknologi A
Innovation B
Innovation og teknologi
Denne studieretning henvender sig til dig, der kan lide at arbejde projektorienteret med at skabe kreative og innovative løsninger og nye produkter. I studieretningen dyrker vi engagement, og vi arbejder med de kompetencer, der skal til for at indgå i foretagsomme fællesskaber.
Du bliver i stand til selvstændigt at strukturere og lede komplicerede projekter i samarbejde med dine klassekammerater, og du vil arbejde med metoder, der giver dig et solidt grundlag for en videregående uddannelse, og som kan fungere som springbræt til at starte din egen virksomhed.
Du kan lide at tænke på tværs af fag og anvende faglig viden fra de naturvidenskabelige fag, viden om mennesker, teknologier og markeder til at skabe nye produkter og services, der kan forbedre verden omkring os.
Undervisningen
Undervisningen veksler mellem gruppearbejde, individuelle øvelser, selvstændigt arbejde og traditionel tavle-undervisning. Gruppearbejdet foregår særligt i fagene teknologi og innovation i længerevarende projektforløb, hvor teori og praksis kombineres i virkelighedsnære cases.
Sammen med din gruppe vælger du selv, hvilke problematikker du vil arbejde på at løse i jeres projekter, og en væsentlig del af undervisningen foregår med underviseren som vejleder, hvor der tages udgangspunkt i den enkelte gruppes konkrete projekt.
I mange projekter er kreativitet og iværksætteri i fokus, og du motiveres til at deltage med egne idéer og produkter i nationale og internationale projekter og konkurrencer. Vi besøger innovative og internationale virksomheder, inviterer eksterne oplægsholdere og tager på længerevarende studieophold i EU, hvor studieretningens profilfag er i fokus. Alt i alt gør studieretningen dig klar til at studere og arbejde i netværk på tværs af alle grænser.
Du kan tage denne studieretning på gymnasiet på Øster Uttrup Vej.
Tilmeld dig på optagelse.dk.
Fag og niveauer
Studieretningsfag
-
Teknologi A
-
Matematik A
Obligatoriske fag
-
Dansk A
-
Teknikfag A
-
Engelsk B
-
Fysik B
-
Idéhistorie B
-
Kemi B
-
Biologi C
-
Informatik C
-
Samfundsfag C
Valgfag
-
1 løft + 1 C-fag eller
-
2 løft
Teknikfag A
vælg mellem:
-
-
Udvikling og produktion
-
Robotter
-
Maskin
-
Tekstil
-
-
Byggeri og energi
-
Arkitektur
-
Konstruktion
-
-
Proces, levnedsmiddel og sundhed
-
Bioteknologi
-
Livsstil og sundhed
-
-
Digitalt design og udvikling
-
PROJEKTER i fagene
Fagene i studieretningen toner ofte indholdet til at omhandle et eller flere aspekter omkring innovation. Nedenfor ses et par eksempler på nogle af de projekter, som du kan opleve i studieretningen:
Projekter i Teknologi A
Projekter i Idéhistorie
Projekter i Innovation B
Studieture
Studieretningen indeholder i 2.g et Erasmus skole- og praktikophold på to-tre ugers varighed i et EU-land. Opholdet er finansieret af EU’s Erasmus+program, hvilket betyder at rejsen og opholdet er betalt af EU. Det eneste du selv skal betale for er derfor lommepenge og frokost. Erasmus+ er EU's rammeprogram for ungdom, uddannelse og idræt og er hvert år med til at finansiere utallige skole-, udvekslings- og praktikophold i udlandet for Aalborg Tekniske Gymnasium. På opholdet vil eleverne være i praktik i studierelevante virksomheder, hvor man bl.a. oplever, hvordan studieretningsfagene og engelsk kan anvendes i virkeligheden. Udover praktikken vil vi også bruge tiden på mere traditionelle aktiviteter, såsom museumsbesøg og andre relevante kulturelle attraktioner.
I 2023 går rejsen to uger til Barcelona. Her bor eleverne sammen på hostel, og udover virksomhedspraktikken og de fælles kulturelle indslag kan de også vælge at deltage i frivillige aktiviteter som f.eks. fodboldkampe, spanskundervisning eller andet, som den enkelte elev har interesse i.
Cecilie Hillerup Holm Christensen, elev på Innovation og Teknologi
Cecilie Hillerup Holm Christensen bor i Frejlev og går i 2.g på Innovation og teknologi.
For Cecilie var valget af HTX lidt af en ”i sidste øjeblik”-beslutning, men efter et besøg til Åbent Hus stod det klart for Cecilie, at studieretningen Innovation og teknologi var den helt rigtig for hende. Det er især fokusset på innovation, virksomheder og den praktiske tilgang, der tiltalte Cecilie. Læs hele interviewet herunder.
Hvorfor valgte du Aalborg Tekniske Gymnasium?
Det var en ”i sidste øjeblik”-beslutning. Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville på HHX, fordi jeg er interesseret i innovation og matematik. Jeg synes ikke, at vi blev så oplyste om HTX i folkeskolen, men da vi kom ud til Åbent Hus, hvor Innovation og teknologi-linjen blev præsenteret, blev jeg overbevist om, at det var her, jeg skulle gå. Det var især fordi, at jeg fandt ud af, at man kunne komme i værkstedet og arbejde praktisk med tingene, at der er et samspil mellem fagene og et virksomhedsfokus. Så mit valg om at gå på HTX var meget baseret på valget af studieretning.
Kan du uddybe, hvorfor valget faldt på Innovation og teknologi?
På grundforløbet blev vi bekendte med lærerteamet på studieretningen, og jeg syntes bare, at det var nogle fede lærere, der var/er gode til at kombinere fagene og til at vide, hvad der foregår i andre fag end dem, de underviser i. Og det her med innovation, det var meget vigtigt for mig. Det vidste jeg, at jeg gerne ville have, men også teknologi og matematik på A-niveau.
Hvad er det bedste ved at være elev på Aalborg Tekniske Gymnasium?
Det er gruppearbejdet. Det er virkelig sjælendt, at vi skal sidde hjemme og skive en individuel stil. Og så det virkelighedsnære; at vi for eksempel i matematik regner på broer i stedet for bare at få et regnestykke, og at vi i teknologi er på virksomhedsbesøg.
Hvad er det bedste ved at være elev på Aalborg Tekniske Gymnasium?
Det er menneskerne her. Alle er vildt åbne, og alle snakker med alle. Der er ingen, der dømmer nogen for noget som helst. Og så er det lærerne, og det engagement lærerne lægger i det. Men også det fællesskab vi har på studieretningen, ved at vi har en fælles interesse.
Hvad er det fedeste projekt, du har været involveret i?
Det er nok vores sidste teknologiprojekt. Det her med at du arbejder flere måneder på et projekt og sikrer det bedst mulige udkom af det. I sidste projekt skulle vi finde en løsning til at hindre en arbejdsskade. Her opfandt vi en holder til høreværn, der skulle forhindre høreskader hos smede. Det synes jeg var meget interessant, og det er virkelig fedt at lære at bygge en virksomhed op, så hvis vi nu har lyst, kan vi bare gå i gang med produktionen af produktet.
Hvordan er studiemiljøet på Aalborg Tekniske Gymnasium?
Der er generelt et godt fællesskab på tværs, og på grundforløbet lærer man også folk at kende fra andre studieretninger. I min klasse har vi et festudvalg, som arrangerer fester på tværs af studieretningen, så det er alle tre årgange, der laver noget sammen. Vi har også haft brætspilseftermiddage på tværs af klasserne, og vi har også lige været afsted på studietur med 3.g’erne på studieretningen. Og så er det meget tydeligt, at der er lagt op til gruppearbejde. Også fysisk, hvor der er lavet små pladser til mindre grupper.
Hvad laver du i din fritid?
Jeg dyrker sjipning på eliteplan og arbejder i en dagligvarebutik.
Hvad er dine planer for fremtiden?
Jeg vil gerne læse til ingeniør inden for byggeri i Aalborg. Det er mine planer lige nu, men jeg har lige et år at løbe på.
Videreuddannelse
Det er oplagt at læse videre inden for ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser efter studieretningen Innovation og teknologi. F.eks.
-
Innovative Communication Technologies and Entrepreneurship (civilingeniør)
-
Globale Forretningssystemer (ingeniør)
-
Matematik-teknologi (ingeniør)
-
Erhvervsøkonomi, HA
Studieretningen giver umiddelbar adgang til 261 videregående uddannelser. Se hvilke uddannelser studieretningen giver adgang til på Adgangskortet på ug.dk