Gymnasiet vinder sølv til RobotOlympiade
For første gang siden 2019 er der Robotolympiade i Aarhus igen. I år deltager Aalborg Tekniske Gymnasium med team RoboTECH bestående af Elias, Mikkel, Christian og Andreas fra 1.R og Mathias fra 2.R. De skal dyste i 4 forskellige discipliner: Robot minigolf, dronelimbo, klodsmajor med fjernstyret kranbil samt ”put i hulkasse” med robotarm. Vinderne af olympiaden får direkte adgang til den internationale FIRST Global finale i Genéve til efteråret.
Første disciplin var robot-minigolf. Drengene havde 20 minutter til at gennemføre alle 9 sektioner, og efter 14 minutter var de færdige med fuld point.
Anden disciplin var dronelimbo, som blev klaret i overlegen stil - uden at vælte overliggeren. Stadig fuldt hus i point.
Tredje disciplin gjaldt om at stable mælkekartoner med en fjernstyret kranbil. Her gik det desværre ikke helt som planlagt, og de måtte nøjes med 330 point ud af 550 mulige.
I fjerde disciplin skulle en robotarm fra Universal Robots programmeres til at putte duploklodser i huller. Det gik på trods af lidt startvanskeligheder med kommunikationen (altså imellem eleverne - ikke med robotten). De gik derfra med maks. point.
Med tre ud af fire førstepladser i de fire discipliner blev den endelige placering til en flot sølvmedalje til team RoboTECH, og de fik en Google Nest med hjem sammen med en stor lyst til at komme stærkt igen næste år.
Baggrund for RobotOlympiaden
RobotOlympiaden blev afholdt på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, som hvert år afholder den danske fagrelevante olympiade i robotteknologi for gymnasiale uddannelser. Vinderen af den danske robot-olympiade deltager i FIRST Global Challenge verdensfinalen. Det er gratis for det vindende hold at deltage i verdensfinalen.
Læs mere om konkurrencen.
På Aalborg Tekniske Gymnasium har vi et frivilligt studieaktivitets-hold kaldet RoboTech, hvor vi bygger og programmerer robotter. Læs mere om Robotech under studiemiljø.