Vinder bronze i bæredygtighed
Og tredjepladsen går til… Aalborg Tekniske Gymnasium. I forbindelse med konkurrencen Fem Fede Dage, som er arrangeret af ungdomsorganisationen UngEnergi, havde gymnasiet en bæredygtighedsuge. Her blev almindelige skoletimer erstattet med forskellige workshops, der ud fra forskellige perspektiver alle behandlede det samme emne; bæredygtige, grønne løsninger. Det omfangsrige program for ugen gjorde at gymnasiet fik en flot tredjeplads.
Om konkurrencen
Konkurrencen Fem Fede Dage er en konkurrence for alle landets gymnasier. Konkurrencen går ud på at udvikle bæredygtige idéer og koncepter med udgangspunkt i fem udfordringer, som UngEnergi definerer. UngEnergi er en ungdomsorganisation for unge mellem 15-35 år, der arbejder for at fremme en bæredygtig fremtid. Fem Fede Dage er organisationens årlige event.
Dommerpanelets begrundelse for gymnasiets flotte placering lyder sådan her:
- Fordi de har opnået en stor rækkevidde for deres aktiviteter, da hele gymnasiet deltager i mindst én workshop henover ugen (…). Vi fandt bæredygtighedsniveauet højt gennem de mange forskelligartede workshops og aktiviteter (…).
Bæredygtighedsugen på AATG
Eleverne kunne vælge mellem en masse workshops i løbet af ugen, som for eksempel en klimadebat. Her fik de undervisning i retorik og argumentationsteknik for at være godt rustede til den debat eleverne skulle have senere på ugen. På bedste COP-møde-vis diskuterede eleverne med velvalgt retorik komplekse klimapolitiske emner.
Imens en del var opslugte af den politiske debat var andre fuld i gang med at snakke grøn privatøkonomi. I en anden workshop fik eleverne nemlig undervisning i, hvor dan man laver et grønt budget og laver kloge investering i aktier.
Et andet hold lavede research i fjordbyen, da de arbejdede med Tiny Houses. De fik både undervisning i de grønne aspekter i at bo småt, samtidig med at de skulle designe og lave modeller af egne bud på et Tiny House.
I et lille værksted på Øster Uttrup Vej arbejdede en gruppe med at lave strøm ud af vand. Eleverne producerede strøm ud af vand ved at skille brinten fra vandet med elektrolyse for derefter omdanne brinten til energi via en brændselscelle.
En anden gruppe var taget til Aarhus for at blive klogere på ligestillingsproblematikker gennem tiden. Her besøgte de nemlig KØN - Gender Museum Denmark. Med deres nye viden skulle de hjem og skrive artikler om ligestilling.
Andre havde fokus på kost, kroppen og motion - hvad der er godt for kroppen, og hvad der er skidt for kroppen. Eleverne arbejdede med udgangspunkt i KRAM-undersøgelsen, som er en sundhedsundersøgelse fra 2007 og 2008, der undersøgte danskernes i sundhed ift. kost, rygning, alkohol og motion.
Det nævnte er kun et udpluk af de mange workshops, der foregik på gymnasiet, og det hele blev også dokumenteret på de sociale medier. Her var nemlig også en gruppe elever, der var med til at vise gymnasiets mange aktiviteter på Youtube, Instagram og Facebook. Elevernes mediedækning resulterede bl.a. fem fine Youtube-videoer, der forklarer, hvad de forskellige workshops gik ud på. Se med herunder.