SIDSTE SKOLEDAG - FØRSTE TRÆ
Slutningen på ét kapitel, starten på et nyt.
Det er sjovt nok altid et af kendetegnene ved sidste skoledag, men for 3.g-eleverne på vores afdeling på Øster Uttrup Vej var det i år alligevel i mere end en forstand tilfældet.
For på baggrund af en god idé fra elevernes eget miljøudvalg var dette års sidste skoledag også startskuddet til en ny tradition, hvor klasserne kommer med forslag til et nyt træ, der skal plantes foran afdelingens indgang.
Så da mere 'almindelige' sidste skoledags-aktiviteter var overstået - æg var blevet transporteret, vandballoner var blevet kastet og så videre - var det tid til at kåre den bedste indstilling og dermed æren af at blive klassen bag første iteration af denne nye tradition.
Med den simple, men smukke indstilling 'selvom vi bliver udfordret, blomstrer vi op og er smukke hvert år' blev det 3.U, der med deres forslag om et japansk kirsebærtræ kan se frem til at få deres ord foreviget på en plade ved det nye træ.
For at skyde traditionen ordentligt i gang blev der i år faktisk plantet to træer. Underviser Bjarne Sønderstrup har til pladsen ved siden af det japanske kirsebærtræ doneret et lindetræ. Hans begrundelse for netop et lindetræ lyder således:
Lindetræet har på grund af sine hjerteformede blade altid været forbundet med kærlighed. Derfor kaldes det også kærlighedens træ eller glædens træ. Fordelen ved lindetræet er, at det blive bestøvet af insekter og ikke vinden og derfor tiltrækker en mængde forskellige insekter, der kan hjælpe med bestøvningen af resten af haven.
Du kan se lidt billeder fra dagen og træplantningen i galleriet herunder.