Marcus og Cathrine har fået deres tekster optaget i Unge Ord 2021
Ikke bare en, men to elever fra Aalborg Tekniske Gymnasium har fået optaget deres tekster til Unge Ord 2021.
Unge Ord er en skrivekonkurrence for alle elever i hele Danmark, og dommerpanelet består af både studerende fra Københavns Universitet og en række kendte forfattere. Hvis dommerpanelet udvælger ens tekster, blive de trykt og udgivet i bøger sammen med andre unges bidrag.
Marcus Christian Kristiansen fra 3.G på Naturens kemi og Catrine Harbo fra 2.G på Industrielt design havde begge hørt om konkurrencen igennem gymnasiet, men havde helt uafhængigt af hinanden sendt hvert deres bidrag ind. Både Cathrine og Marcus bruger det at skrive som en katalysator for svære tanker, en måde at få tømt hovedet på og skrive uden mål og filter.
Marcus har fået et digt optaget, og Cathrine har fået både et digt og en engelsk novelle optaget. For Cathrine har det været lidt grænseoverskridende at skulle dele sine tekster med andre, for teksterne er meget personlige og blotlægger hendes inderste tanker. Samtidig ser hun også en stor motivation i, at andre unge måske kan genkende sig selv og deres tanker i hendes tekster.
- Mine digte handler også om ikke at passe ind, og de er skrevet, når jeg har haft det allersværest, supplerer Marcus.
Med sin dansklærers opbakning valgte Marcus at sende et af sine mest følsomme digte ind, da han vurderede, at det ville gøre størst indtryk og dermed have en større chance for at blive trykt. Dette skulle vise sig, at være en rigtig god idé, for nu bliver det trykt, så nu kan andre unge kan måske finde trøst i Marcus’ ord.
Cathrines ene tekst, novellen, udsprang fra en engelskopgave, og det var derfor nærliggende for hende at arbejde videre med den. Hun fik også sin engelsklærer til at læse korrektur på teksten, og læreren er begejstret for at have en elev med en interesse og talent inden for det sproglige i en afdeling, hvor naturvidenskabelige studieretninger dominerer.
Både Marcus og Cathrine er overraskede over at få deres ting optaget. Især for Cathrine var det oplevelsen af, at hun fik hele to ting optaget, der kommer bag på hende. Det giver hende også en anerkendelse af, at hun er dygtig til at skrive, og det er ikke fordi, hverken Cathrine eller Marcus går med forfatterdrømme, men som Cathrine siger meget fornuftigt:
- Det med at være god til at skrive, kan man jo bruge i mange forskellige sammenhænge. Og det er da helt sikkert noget, jeg vil tænke over og tage med mig i fremtiden.
Unge Ord er en mulighed for unge for at dele deres tanker og perspektiver på tilværelsen uden filter. Der er ingen regler for, hvordan teksterne skal udformes. Det eneste de unge har at holde sig til, er, at de kan bidrage til tre kategorier, digte, noveller eller freestyle.
Læs mere om Unge Ord her.