Hvordan styrker vi elevernes trivsel på Aalborg Tekniske Gymnasium?

På Aalborg Tekniske Gymnasium har vi fra skoleårets begyndelse valgt at sætte et særligt fokus på fællesskaber – dem, der binder eleverne sammen og skaber tilhørsforhold, samhørighed og mening. Vi tror på, at trivsel ikke nødvendigvis opstår af sig selv – den skal skabes, understøttes og prioriteres.

Som en del af denne indsats har vi igangsat en prøvehandling kaldet Trivselsbånd, hvor alle 1.g- og 2.g-elever har deltaget i fire skemalagte lektioner med fokus på fællesskab og interessefællesskaber. Her har elever, lærere og tutorer i fællesskab udvalgt og etableret 37 forskellige klubber med stor variation – fra Dungeons & Dragons og filosofi til fodbold, bordtennis og robotprogrammering.

Initiativet har skabt nye relationer på tværs af klasser og årgange og givet eleverne mulighed for at engagere sig i aktiviteter, der enten vækker deres interesse eller tilbyder et trygt og hyggeligt frirum.

“Elida, kunne vi ikke have sådan nogle timer hver dag?”
– elev, 1.g

“Kunne vi lave en løbeklub?”
– elev, 2.g

“Hvis vi gerne vil lave smykker – kan vi bare lave en klub?”
– elev, 1.g

“Kan vi lave en klub, hvor vi arbejder med talentkonkurrencer?”
– elev, 2.g

Disse citater vidner om elevernes engagement og lyst til at forme deres egne fællesskaber – og understreger, at Trivselsbånd har ramt noget vigtigt.

Lærere og tutorer har fungeret som igangsættere og rammeskabere i de første lektioner, men nu er det eleverne selv, der skal tage ejerskab og videreudvikle fællesskaberne.

Formålet med Trivselsbånd er:

  • At styrke den sociale trivsel på tværs af klasser
  • At fremme bevægelse, kreativitet og nærvær
  • At skabe inkluderende fællesskaber – særligt for dem, der har svært ved at finde deres eget
  • At få eleverne væk fra skærmene og tættere på hinanden

Men Trivselsbånd handler om mere end trivsel. Det handler om at give eleverne mulighed for at udvikle sig som hele mennesker – at styrke deres nysgerrighed, selvværd og evne til at indgå i fællesskaber. Alt sammen kompetencer, der er afgørende – ikke bare for deres uddannelse og videreuddannelse, men også for deres fremtid.

Trivselsbånd er en pause med formål.

Vi glæder os til at følge, hvordan initiativet udvikler sig, og hvordan eleverne selv former de fællesskaber, de har brug for.