Magnus fik overrakt Georg Mohr-bevis

Magnus Seidenfaden er en af vinderne af den nationale Georg Mohr-konkurrence, og torsdag til fællessamling i aulaen på Øster Uttrup Vej fik han sit bevis.

- Vi er rigtig stolte af at have en af Danmarks bedste elever i matematik på vores gymnasium, lød det fra uddannelsesleder Elida Westergaard Christensen ved overrækkelsen.

Magnus Seidenfaden modtog beviset og sine medelevers bifald.

I Georg Mohr-konkurrencen havde han erhvervet sig 17 ud af 20 point. Sidste år fik han 8 point, og næste år går han efter at blive top tre i Danmark og få 20 point.