Aalborg Tekniske Gymnasium nummer 3 i Nordjysk Science-dyst 2025
Naturvidenskabstalenter fra hele Nordjylland mødtes for nylig til den indledende runde af Nordjysk Science-dyst 2025, som blev afholdt hos Dronninglund Fjernvarme. Her blev eleverne stillet over for en autentisk og aktuel problemstilling: Hvad betyder kondens på bagsiden af solfangerpanelernes glas for anlæggets nyttevirkning?
Med mobiltelefoner og måleapps i hånden gik eleverne i gang med at registrere hældning, kompasretning og dimensioner på panelerne. Efter feltarbejdet fortsatte arbejdet med data og hypoteser på Dronninglund Gymnasium. Eleverne havde fire timer til at udvikle en løsning, som til sidst blev præsenteret for et dommerpanel.
Dommerne vurderede både samarbejde, praktisk arbejde og præsentation, og de tre bedste hold gik videre til finalen. Aalborg Tekniske Gymnasium kvalificerede sig til finalen den 27. november – en flot præstation i et stærkt felt med 14 nordjyske gymnasier.
Finalen blev en intens dyst, og vores elever leverede en imponerende indsats. Holdet fra Aalborg Tekniske Gymnasium sluttede på en flot 3. plads – godt gået! Tillykke til Benjamin Bloch Malmgaard, Caroline Kjærgaard Andersen, Jonas Mathiasen Wulf, og Oscar Adler Sønnichsen Hansen
Nordjysk Science-dyst er et samarbejde mellem gymnasier og nordjyske virksomheder, hvor eleverne arbejder med virkelige problemstillinger og får mulighed for at bruge naturvidenskabelig teori i praksis. Det er med til at styrke interessen for naturvidenskabelige uddannelser og skabe værdifuld videnudveksling.
Vi er stolte af vores elever og ser frem til næste års dyst!