Robot-byggere skal rense havene

Mens de fleste af klassekammeraterne holder efterårsferie med alt, hvad den slags indebærer, er fem elever fra Aalborg Tekniske Gymnasium fortsat i arbejdsmode. De har nemlig en stor opgave foran sig. Kort efter det, der ellers kunne have været en ferie, sætter de sig nemlig ombord på et fly mod Dubai, og inden da skal de være kommet på et bud på en robot, der kan hjælpe til med at rydde op i verdenshavene.

FIRST Global Challenge hedder konkurrencen, som de skal en tur til de Forenede Arabiske Emirater for at deltage i. En slags robotolympiade, hvor nogle af de største udfordringer, som verden står over for, fungerer som tema. I år er det altså oprydning af verdenshavene under navnet ‘Ocean Opportunities’.

David Juul Tillge, Frederik Brandi Nielsen, Anne Sofia Guldager Lauridsen, Oliver Brogaard Petersen og Daniel Thoudahl Sørensen har fået plads ved FIRST Global Challenge gennem sejren ved den danske konkurrence, der fandt sted i Århus i september. Så nu går turen altså til Dubai sammen med holdleder Kasper Winther, der er underviser på skolen og ildsjæl bag 

- Vi har ret travlt nu. Konkurrencen i Danmark lå ret sent, så vores robot er ikke helt klar endnu, lyder det fra David Juul Tillge, da gruppen er samlet i en pause mellem to undervisningstimer på Aalborg Tekniske Gymnasium.

Tiden er knap, for det er ikke bare et spørgsmål om at tage robotten fra den danske konkurrence og modificere. Nej, der skal bygges en helt ny robot. En robot, der altså skal rense verdenshavene. Eller i hvert fald rydde op på et bord, der skal repræsentere verdenshavene, hvor plastikbolde i forskellige farver og størrelser repræsenterer forskellige typer affald. Noget skal genbruges, noget skal kasseres, noget er lidt midt imellem. Men alt sammen skal det samles sammen.

- Det bliver spændende at se, hvad de andre har fundet på, lyder det fra Anne Sofia Guldager, mens robotten gennemgås, detaljer diskuteres og mangler udpeges.

- Jeg glæder mig også til at møde de andre hold, tilføjer Daniel Thoudahl Sørensen.

Det lyder meget kollegialt, men det er ikke alle hold, der er modstandere ved FIRST Global Challenge.

Faktisk består hvert opgør af i alt seks hold; tre hold på den ene side, der skal samarbejde om at slå de tre hold på den anden side af bordet, der repræsenterer verdenshavene.

Sådan må det nødvendigvis være. Der er ikke tid til, at alle hold skal dyste individuelt. Det ville i hvert fald tage en rum tid, når nu der er inviteret ét hold fra alle lande i verden. Over 175 lande stiller med hold, så der bliver et virvar af unge studerende med deres robotter. En anden måde at se på det er, at der er rigtigt mange konkurrenter.

- Men vi tager ikke afsted med store ambitioner om at vinde. Vi tager afsted for at få en god oplevelse, fortæller holdleder Kasper Winther.

Men derfor kan man selvfølgelig godt krydse fingre alligevel.