Robotbyggere på Filippinerne

Uanset om man stadig har LEGO-byggerier stående på hylden eller lod klodserne ligge, da samlemanualerne blev for komplicerede, har de fleste af os haft de små klodser mellem fingrene.

For nogle er det en hobby, der aldrig dør, for andre hører det barndommen til. Og så er der Victor Risager Hoffmann, Frederik Flemming Kærup Rasmussen og Thomas Lynderup Tristram; tre elever fra Aalborg Tekniske Gymnasium, der netop er rejst til Filippinerne sammen med holdleder Kasper Winther for at vise sine evner udi robotbyggeri frem over for konkurrenter fra hele verden i WRO Friendship International Tournament.

- Det er vildt spændende og udfordrende. Det er både et spørgsmål om at designe robotten, så den passer til en opgave, men endnu mere at få den kodet rigtigt, så den faktisk også løser opgaven, lyder det fra Victor Risager Hoffmann, der sammen med sine to medstuderende har brugt talløse timer af sin fritid på at bygge, programmere og træne op mod turneringen.

- Det er jo efter skole, hvor vi gerne sidder her i 6-7 timer, og ofte glemmer vi helt at spise aftensmad, fordi vi sidder og arbejder så intenst med det.

Kasper Winther er underviser på AATG og har i syv år rekrutteret elever til WRO-konkurrencerne.

- Virksomhederne skriger på medarbejdere, der kan programmere og arbejde med robotter, som jo fylder mere og mere i rigtigt mange brancher. Derfor er det godt, at sådan nogle konkurrencer som det her kan være med til at skabe nysgerrighed, siger holdlederen, der kan konstatere, at arbejdet er lykkedes med mindst én af eleverne.

- Jeg kunne personligt godt tænke mig at arbejde som programmør inden for robot-teknologien. Det har jeg fundet ud af ved at sidde og nørde med det her til langt ud på aftenen efter skole så mange gange, uden at køre træt i det, siger Victor Risager Hoffmann.

Venskabsturneringen fungerer for holdet som optakt til den danske udgave af den ’rigtige’ konkurrence, som bliver afholdt i Århus. En sejr her vil sende holdet til verdensmesterskaberne, World Robotics Olympiad, der denne gang afholdes i Thailand. Men først gælder det altså venskabsturneringen på Filippinerne.

- Det er svært at sige, hvor langt drengene kan gå, også fordi det er svært at vurdere modstanderne, der jo er fra hele verden. Men jeg tror, deres chancer er gode. De har arbejdet rigtigt hårdt med det og uanset hvad, så bliver det en stor oplevelse, som også giver eleverne noget erfaring, siger holdleder Kasper Winther.