KreaCamp: drone-idéer after dark

På studieretningen Industrielt design var der KreaCamp den 7.-8. marts. Alle studieretningens elever skulle løse teknisk-kreative problemer sammen – i et helt døgn non-stop! Udstyret med saftevand og soveposer kastede alle tre årgange sig over opgaverne i blandede grupper.

KreaCampen startede med et besøg hos Sky-Watch i Støvring, som udvikler droner til mange formål. Eleverne fik præsenteret SkyWatch og deres produkter og fik tre opgaver at vælge imellem:

  1. At skabe en usårlig drone, der både er let og kan holde til at flyve ind i en betonvæg med 6 m/s uden at tage skade
  2. At udtænke landingsfødder til en drone ud fra en række praktiske krav
  3. At skabe en foldemekanisme, så dronen let kan pakkes ned i en rygsæk

Elevernes løsninger skulle desuden være bæredygtige og tage udgangspunkt i dyre- og planteverdenen.

Og så var det ellers bare at gå i gang.

Elever på studieretningen Industrielt design løser opgaver for Sky-Watch

I gruppe 4 havde Lasse, Frederik, Thera og Alexander valgt at arbejde med landingsfødder. De fik først styr på deres problemanalyse, de vigtigste punkter til deres pitch – præsentationen foran de andre elever og SkyWatch – og så kastede de sig over at søge information og generere idéer.

– Vi arbejder med to idéer lige nu, men der opstår sikkert flere hen ad dagen. Den ene er fjedertryk ved landing, og den anden er foldelige fødder, forklarer Lasse.  – Det er bare med at få nogle idéer på papiret, så kan vi altid vende tilbage til dem.

Lokalet summede af ivrig snak og tastaturklik. Det kan godt være, energidrik, kaffe og saft ville blive meget nødvendigt kl. 23, men lige nu kørte det helt af sig selv. For det er faktisk hyggeligt at blive udfordret med en KreaCamp uden for de vante rammer:

– Jeg synes, det er mere frit i forhold til normal undervisning. Her er mere hygge, og vi kommer mere i dybden med opgaven. Vi overnatter her jo, så vi sidder ikke og tænker på, at vi skal hjem om lidt, tilføjer Lasse, og gruppen nikker.

Gruppe 4 vandt faktisk KreaCampen med bedste løsningsforslag. Og det var med en helt tredje idé, hvor eleverne arbejdede med landingsstel kombineret med beskyttelse af rotorer uden at tilføre dronen nævneværdig ekstravægt. Gruppen vendte nemlig hele processen på hovedet efter at have modtaget midtvejskritik og sparret med en repræsentant fra Sky-Watch.

Rygtet vil vide, at Sky-Watch har tænkt sig at nærstudere elevernes idéer, når KreaCampen er slut. Og det er nok ikke så dumt. HTX-elever er nemlig trænede i at udtænke idéer og omsætte dem til praktiske løsninger. Måske flyver der snart en drone rundt med særlige HTX-fødder?