Årets første HTX-student: Jannie satser på idræt

Torsdag den 16. juni kl. 9.30 trådte Jannie Nedergaard Jensen fra 3.t ud af eksamenslokalet som årets første HTX-student på Aalborg Tekniske Gymnasium med sin eksamen i matematik A. Og så var der ellers alle de familiekrammere, blomster og stolte forældersmil, som man med rette kan forvente!

Midt i champagne og kage fanger vi Jannie til et par billeder og en lille snak om fremtiden. Først skal huen selvfølgelig fejres med klassen:

– Vi skal i byen og hygge os. Nogle bliver først studenter i næste uge, så der er studenterkørsel den 27. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det bliver mega sjovt, siger Jannie og smiler stort.

 

Jannie Nedergaard Jensen får studenterhuen på som årets første HTX-student på Aalborg Tekniske Gymnasium 2016

Mor sætter huen på Jannie Nedergaard Jensen, mens søster er klar til at lykønske. 

Idræt fylder fremtiden

Fremtiden har Jannie også et par planer for. Hun dyrker nemlig både badminton, triatlon – og motocross, såmænd! Den stærke interesse for sport har bestemt hendes vej videre:

– Jeg vil arbejde det næste års tid, så jeg kan tjene penge til at komme på sportshøjskole. Det koster ca. 30.000 kr. Bagefter vil jeg læse idræt på Aalborg Universitet. Jeg har ikke besluttet endnu, hvilket job det skal føre til, men jeg elsker bare idræt; jeg er helt pjattet med sport. Og der er mange veje, man kan gå, så nu starter jeg ved interessen, forklarer Jannie.

 

Jannie Nedergaard Jensen, årets første HTX-student på Aalborg Tekniske Gymnasium i 2016, lykønskes af rektor Rikke Palmgren.

Jannie Nedergaard Jensen sammen med rektor Rikke Palmgren, der traditionen tro giver blomster til årets første student. 

Overvejer du også HTX?

Jannie har gået på studieretningen Matematik i livet, som ikke længere findes. Er du ny elev, så tag i stedet et kig på Bioteknologi, Naturens kemi eller Beredskabslinjen, hvis du også interesserer dig for krop/idræt.

På vores HTX-uddannelse arbejder vi meget med praktiske projekter i værksteder og laboratorier, som så kobles med teori fra klasseværelset. Det er en spændende måde at arbejde på, så det er ikke underligt, at HTX bliver mere og mere populær i Aalborg: Sidste år startede 309 elever i 1.g, mens 341 kommende 1.g-elever her i 2016 satser på samme hue som Jannie.