I USA er der ikke nogen jantelov

”I USA er der ikke nogen jantelov”

 

I starten af 2016 var 19-årige Anders Westerkam på fire ugers udveksling i Californien, som en del af sin studieretning ’Naturvidenskab og Innovation’ på Aalborg Tekniske Gymnasium.  

I foråret 2016 var Anders Westerkam på udveksling i Californien. Den første uge i USA blev brugt på sightseeing i San Fransisco, og derefter gik turen omkring 30 miles sydpå til byen Saratoga. Anders Westerkam blev indkvarteret hos en værtsfamilie og skulle gå på West Vally College i byen.

 

Ugen var bygget op, så Anders og hans klassekammerater fra gymnasiet hver uge gik fire dage i skole, hvor de blev undervist i engelsk, business og matematik. Den femte dag var de på virksomhedsbesøg hos nystartede og store virksomheder i Silicon Valley.

 

Regionalt internationaliseringsprojekt

Projektet med at sende elever på udveksling startede tilbage i 2013, som en del af et regionalt projekt, hvorigennem Aalborg Tekniske Gymnasium fik kontakt til det amerikanske college ’West Vally College’.

 

”Formålet med at sende de unge på udveksling er først og fremmest at give dem en fornemmelse for det internationale miljø, der er indenfor de internationale virksomheder og arbejdsmarked. Altså vi skal simpelthen få dem til at tænke ud over Danmarks grænser,” siger Gitte Rye Larsen, som er vicerektor på Aalborg Tekniske Gymnasium.

 

Derfor faldt en udvekslingstur til Silicon Valley i USA meget naturligt for Anders Westerkams studieretning, da det område er kendt for sit innovative og teknologiske erhvervsmiljø, fortæller Gitte Rye Larsen.

 

 

Kulturforskelle

Anders Westerkam har taget en masse forskellige erfaringer med sig hjem, men en af de ting der har gjort stort indtryk er amerikanernes facon.

 

“Vi danskere er ikke særlig gode til at sige, hvad vi gerne vil. Det er amerikanerne gode til. De er også bedre til at tage kontakt til fremmede mennesker og vise interesse. Derovre er der ikke nogen jantelov,” fortæller Anders Westerkam.

 

Læs mere om Anders' ophold i USA under "Naturvidenskab og innovation".