En rå-dyr dag i krattet

300 htx-elever havde biologiundervisning i Lundby Krat

Lundby Krat HTXTorsdag 1/10 og fredag 2/10 lagde Lundby Krat rammen til en anderledes biologiundervisning for alle 1.g-eleverne fra Aalborg Tekniske Gymnasium.

1. oktober er samtidig ’helligdag’ for landets jægere, idet bukkejagten her går ind, og naturvejlederne Esben Buch (på billedet) og Klaus Godiksen fra Aalborg Kommune havde derfor til lejligheden ’reguleret’ et par rådyr. Der var derfor en fin anledning til at ’brække’ dyrene, som det hedder i jægerfagsprog, for øjnene af elever og lærere fra gymnasiet. Fremvisningen af rådyr blev endvidere suppleret med dissektion af smågrise og fjerkræ, for derved at sammenligne anatomi og fordøjelsessystemer hos forskellige dyr.

Før og efter rådyrs-seancen løste eleverne biologiopgaver på poster fordelt i krattet og bakkerne.

Til frokost havde lærere og elever fra Food College tilberedt en sublim rådyrsragout, og da vejrguderne endvidere tilsmilede os begge dage gik alt således op i en højere enhed!

Det er allerede aftalt, at succesen gentages næste år.

Tekst: Bjarne Sønderstrup

Foto: Rikke Petersen