Årets første HTX-student

Familie, venner, rektor, blomster, bobler og små blå huer. Og den rigtige hue med emblem og broderi, som far forsigtigt pakker ud.

Alt og alle var klar på den helt rigtige spændte måde, da Karoline Dalsgaard Kristensen fra Aalborg Tekniske Gymnasium var til sin sidste eksamen den 15. juni kl. 10 i faget psykologi. Da hun trådte ud fra eksamenslokalet, smilende og glad, blev hun officielt Aalborgs første HTX-student i år.

Karoline Dalsgaard Kristensen blev årets første HTX-student 2015 på Aalborg Tekniske Gymnasium

Mor krammer, far er klar med huen. Karoline Dalsgaard Kristensen er lige trådt ud fra eksamenslokalet som årets første HTX-student i Aalborg.

– Jeg fik 7. Det er jeg tilfreds med ud fra det emne, jeg trak. Jeg kunne ikke have gjort det bedre. Det handlede om ungdom og senmodernitet, og jeg skulle så analysere en artikel ud fra nogle teoretikere, der udtaler sig om emnet. For eksempel Erik Erikson, fortæller den unge studine, der bor i Volsted nær Støvring.

Karoline vil gerne læse videre til lærer, og det bliver i Aarhus, fordi hendes kæreste skal studere der. Her vil hun gerne specialisere sig i fagene natur/teknik og matematik og drømmer om at arbejde med de små børn i folkeskolen. Interessen for naturvidenskab var også en del af grunden til, at hun for tre år siden valgte HTX.

– Da jeg var på besøg på Aalborg Tekniske Gymnasium i folkeskolen, tog de rigtig godt hånd om os. Jeg følte mig velkommen. Og så er de gode til naturvidenskab her, og vi får lov at arbejde i grupper. Jeg arbejder bedst sådan, forklarer Karoline.

Hun ser frem til studentergildet på lørdag, køreturen i veteranbil med klassekammeraterne og en velfortjent ferie i sommerhus med familien.

Karoline Dalsgaard Kristensen og Rikke Palmgren. Den ene årets første HTX-student på Aalborg Tekniske Gymnasium, den anden rektor for samme.
Karoline Dalsgaard Kristensen, årets første HTX-student, og rektor Rikke Palmgren, Aalborg Tekniske Gymnasium.