Den store opgave

Efter tre år pakket med teori og praktiske projekter er en gruppe HTX-elever på Aalborg Tekniske Gymnasium nået frem til den store opgave, der afslutter teknikfaget. Her har de 100 timer fordelt på otte uger til at udvikle, beregne og bygge et teknisk projekt, der skal fremlægges til den afsluttende eksamen sammen med en fyldig rapport.

Slutspurten for 3.g’erne er sat ind i uge 18, der helt er afsat som en teknikfagsuge. Så i fem dage fra kl. 8.10 til 16.30 bliver der arbejdet intenst i værkstedet med konstruktioner, der spænder vidt og tyder på en voldsom kreativitet.

Der er alt fra omfangsrige byggeprojekter til ganske små, men ikke mindre udspekulerede frembringelser. På værkstedgulvet er et bæltekøretøj ved at tage form, mens et magnetforsøg udgør den anden ende af størrelsesskalaen.

Den ultimative kaffemaskine

Blandt de mest komplicerede anlæg findes kaffemaskinen over alle kaffemaskiner. En stor isoleret varmtvandsbeholder sørger for, at der hele tiden er vand til brygningen. En kværn sørger for at male og dosere kaffebønnerne til den ønskede styrke – fra espresso til den tynde variant. De malede bønner pustes derefter ind i en cylinder, hvor et stempel presser kaffen sammen til en fast pude. Så sørger dyser for, at der presses varmt vand gennem kaffemassen. Og voila, så er kaffen klar.

I den ultimative kaffemaskine indgår denne snedige stempelkonstruktion. Her arbejder man med ganske små tolerancer, som selvfølgelig kan drille.

Lad det være sagt med det samme, at firemandsgruppen bag kaffemaskinen ikke har valgt den nemmeste vej til at få fyldt koppen med den sorte drik.

”Vi arbejder med meget små tolerancer,” fortæller Andreas Sørensen, der sammen med Mads Vestergaard, Lasse Juul og Vladyslav Mishukov udgør kaffegruppen. ”Tolerancerne på de forskellige materialer kan ikke alle slås op, så vi har måtte eksperimentere os frem. Vi har i det hele taget valgt den hårde vej i udvikling og programmering.”

På camping

Men i den samlede eksamensopgave indgår også en udførlig rapport, der skal skrives i fritiden. Så der er travlt ved tasterne, når de sidste detaljer skal falde på plads. For ikke at miste kostbar tid på transporten mellem skole og hjem camperer en del af klassen ved Aalborg Tekniske Gymnasiums bygninger på Øster Uttrup Vej, så der kan skrives i nærmest døgndrift.


Der bliver arbejdet igennem med rapportskrivningen, og for at spare transporttid mellem skole og hjem har eleverne i 3.U oprettet en campinglejr på skolens grund.



Blandt projekterne er denne klassiske konstruktion: størst mulige motor indbygget i det mindst mulige stel. Dette eksemplar har projektdeltagerne beregnet til at kunne køre 230 km/t – hvis blot Aalborg Tekniske Gymnasium rådede over en tilstrækkelig stor plan saltslette.


Der er hektisk aktivitet i værkstedet, når alt skal nås inden for 100 skoletimer.