Nordplus 2015-2016

Aalborg Tekniske Gymnasium er pr. 1. august 2015 godkendt til et etårigt Nordplus Junior bilateralt mobilitetsprojekt. Nordplus er Nordisk Ministerråds største uddannelsesprogram inden for livslang læring. Nordplus' hovedformål er at styrke og udvikle det nordiske uddannelsessamarbejde samt fremme nordisk kultur og styrke sprogforståelsen i de nordiske sprog, særligt blandt børn og unge.

Deltagerne i Nordplus-projektet er 2. årgang på studieretningen Fysikkens verden på Øster Uttrup Vej.

Samarbejdspartnere i projektet er:

  • Bodin videregående skole og maritime fagskole, Lofoten, Norge
  • Nordland County Council, Educational Department, Norge
  • Aalborg Universitet, Sektion for biologi og miljøteknologi, Danmark

Projektet løber over skoleåret 2015/16, og målsætningen for projektet er at skabe større motivation og dermed øget fagligt udbytte gennem et fagligt samspil mellem fagene under temaet ”vandmiljø og vandkvalitet i maritime økosystemer". Endvidere er det også målet at udvikle elevernes faglige, sproglige, personlige og interkulturelle kompetencer i en nordisk kontekst.

Det overordnede tema for projektet er vandmiljø og vandkvalitet i maritime økosystemer, og i løbet af et skoleår udveksles elever fra 2. års gymnasieklasser/videregående klasser og lærere i 2x2 uger, lærere med det formål at øge kvaliteten af den daglige undervisning ved at udvikle nye innovative og kreative tilgange til undervisningen med fokus på de naturvidenskabelige fag (realfag), teknologi (teknologi og forskningslære), samfundsfag og dansk/norsk. Projektet gennemføres som et fælles dansk/norsk undervisningsprojekt med udgangspunkt i et aktuelt problem med iltsvind i Limfjorden i Danmark, hvor en fælles dansk/norsk forskergruppe, som består af elever fra Aalborg Tekniske Gymnasium og Bodin videregående skole, har fået til opgave at undersøge vandmiljøet i Limfjorden, som måske er truet.

Både Norge og Danmark har lange kyststrækninger og derfor stor tradition for forskning i vandmiljø og vandkvalitet i maritime økosystemer, men der er ikke et stort kendskab om dette blandt unge i de to lande. Praksisnære problemstillinger som tema er spændende for både lærere og elever, specielt elever som vil naturvidenskabelige fag (realfag) på højere niveau, samt elever som er mere interesserede i ingeniørmæssige indfaldsvinkler. Temaet vil også være med til at bevidstgøre eleverne om, hvordan mennesker og andre faktorer påvirker vores vandmiljø generelt.

Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem de naturvidenskabelige fag, teknologi (teknologi og forskningslære), samfundsfag og dansk/norsk, og det overordnede mål med klasseudvekslingsforløbet er at facilitere globalisering i en skandinavisk kontekst, hvor elever kan opleve et nordisk sprog- og kulturfællesskab på tværs af landegrænser, men hvor det er muligt at arbejde mod et fælles fagligt mål indenfor naturvidenskab på et højt gymnasialt niveau, med nordiske sprog som projektsprog. Projektet består af 2x2-ugers klasseudvekslinger, hvor de deltagende gymnasier besøger hinanden og arbejder på projektet.